Samlingerne af vintersportsgrene udvides fra år til år med nye discipliner. Nogle forbliver forbeholdt entusiaster, mens andre opnår international anerkendelse og med tiden endda inkluderes i programmet for vinter-OL.
For ti til femten år siden kendte ikke alle til navne som curling, skeleton, short track, halfpipe eller slopestyle – men i dag er det olympiske discipliner. Der findes dog nyere vinterekstremsport!
Drytooling
Isøkser, hakker og steigeisen dukkede op samtidig med alpinismen. Men “tørt grej” eller drytooling er en helt ny sportsgren. Den omtales humoristisk som “den mest akavede form for klatring”. Denne klatring er et godt alternativ for atleter, der ikke jubler over isklatring og ønsker at træne i mere kontrollerede miljøer.
Det er en form for alpinisme, der indebærer at kravle op ad næsten lodrette klippesider ved hjælp af særlige værktøjer udviklet til isklatring – isøkser i hænderne og “steigeisen” under fødderne. Der findes en særlig teknik til drytooling, som er markant anderledes end nogen anden form for klatring. Nogle vigtige tekniske aspekter er beskrevet i artiklen Three Drytooling tips.
Atleter bruger for det meste drytooling på bare klippeflader uden for sæsonen og i stigende grad på steder påvirket af global opvarmning. De ideelle steder til drytooling er huler og lodrette klipper, der ikke egner sig til traditionel klatring. Ruterne består som regel af 50/50 naturlige klippeformationer og huller, riller og greb skabt af klatrere for isklatreudstyr.
Derfor opstår der ofte konflikter med tilhængere af klassisk alpinisme. Drytoolere ødelægger nemlig ofte traditionelle greb og trin på etablerede ruter, hvilket vækker vrede blandt alpinister. Derudover ser de opkradsede og ridsede klippeflader trist ud, selv for personer uden førstehåndskendskab til klatring.
Dette er en teknisk og ekstrem form for klatring, hvor de fleste bevægelser er unaturlige og akavede, kræver utraditionelle løsninger og en enestående fysisk form.
Virksomheder som Petzl, Black Diamond og det russiske firma Krukonogi er begyndt at producere specielt udstyr til drytooling.
Drytooling-entusiaster har nu oprettet ruter med forskellige sværhedsgrader, fra begynderniveau til de mest udfordrende (fra M1 til M15), med lodrette og endda overhængende skråninger samt “mixede” ruter (en kombination af klippe- og isafsnit). Mange ruter findes på Krim, i Kaukasus, i Tjekkiets Tatrabjerge, i Norges bjerge og i Canada.
Der er også drytooling-ruter på klatrevægge, både lavet af sten og træ. I øvrigt bruger næsten alle begyndere, som klatrede valgmæssigt, det, de kalder “på krydsfiner”.
Etiske og æstetiske retningslinjer for økologisk drytooling er beskrevet i artiklen Rules for Dry Tooling .
Naturbahn
Kælkesporten naturbahn er ikke særlig kendt, men mange har nok prøvet den i en amatørform. Bag navnet Naturbahn (fra tysk – naturlig bane) gemmer sig intet andet end kælketure ned ad naturlige bakker, som børn ofte gør om vinteren.
Ved etablering af baner til internationale konkurrencer kontrolleres reglen om “naturlighed” strengt. Det er helt forbudt at lave kunstige ændringer i terrænet (som at hæve en bane), bruge kunstig sne eller tilføje noget kemisk til den naturlige sne for at bevare den længere.
Reglerne foreskriver banens længde (normalt fra 0,8 til 1,2 kilometer), antallet af sving, kurver, deres radius samt ruteprofilens gennemsnitlige og maksimale hældning (henholdsvis 13 og 25 grader). Denne sportsgren giver en ægte adrenalinfyldt vinteroplevelse.
Sporten har været udbredt i Europa i lang tid. Europamesterskaber har fundet sted siden 1970. Der var et modigt forsøg på at inkludere denne disciplin i OL-programmet, men det fik ikke støtte fra det internationale kælke- og bobslædeforbund – naturbahn er stadig ikke særlig populær uden for Europa.
Konkurrencer afholdes i tre kategorier - enkelt- og dobbeltløb for mænd og enkeltløb for kvinder. Fremragende træningsfaciliteter og muligheder for at afholde turneringer findes i Alpernes forland i Østrig og Italien, gode baner findes også i Tyskland, Schweiz og Polen. For nylig er en bane, der opfylder alle krav, også blevet åbnet i Rusland. Den første fase af verdensmesterskabet i naturbaneracing i 2019 planlægges afholdt i Moskva.Skwal (skwal)
Ved første øjekast ligner det almindelig snowboarding. Da denne variant af vintersporten dukkede op, betragtede selv sportsfunktionærer den som en del af snowboarding. Faktisk deltog skwallerne i snowboardernes konkurrencer og vandt gang på gang, hvilket førte til, at skwal blev adskilt som en selvstændig disciplin.
Det interessante ved skabelsen af det nye sportsudstyr, kaldet skwal, er historien bag dets opfindelse. Den franske skiløber Patrick Balmain, der både beherskede den klassiske skiløbteknik og snowboardkunst, stod over for valget mellem de to sportsgrene. For at undgå at skulle vælge opfandt han et nyt bræt, der kombinerede begge sportsgrenes kvaliteter.
Skwal-brættet er en slags hybrid mellem en alpinski og et snowboard. Det er smalt i midten og bredere i enderne. En anden forskel fra snowboardet er atletens position, hvor man står med front mod banen. Denne position muliggør dybe kurver og skarpe sving til begge sider. Teknikken til nedkørsel på dette udstyr er mere krævende og kræver særlige færdigheder fra atleten.
Denne disciplin er stadig ung, men vokser i popularitet. Også i Rusland bliver den mere og mere populær. Sportsfirmaer tilbyder nødvendigt udstyr fra de bedste europæiske producenter. Der er også en aktiv russisk skwal-forum, hvor medlemmer deler oplevelser omkring nyt udstyr, opdagede pister, gode råd og billeder.
Snowscoot (Snowscoot)
Hvad gør mountainbike-entusiaster om vinteren, når sneen ligger overalt? Intet problem – der findes snowscoot eller bikeboard. Det er en hybrid mellem snowboard og en traditionel tohjulet scooter.
Snowscootens konstruktion består af to brede skiagtige brædder med bøjede ender. På den lange ski er der monteret en ramme med fodfastgørelser til brugeren. Den kortere ski er forbundet med et styr, der fungerer som retningskontrol for nedkørslen eller bremsning. Atleten styrer dette “snescooter” stående på let bøjede ben.
Snowscoot blev opfundet i Frankrig i 1991 af Franck Petoud under konkurrenceeventen Concours Lépine. Samme år fik Petoud patent på opfindelsen.
Afprøvning af det nye udstyr, 1991-96
Masseproduktion blev sat i gang i 1996 i samarbejde med Sunn, en fransk producent af mountainbikes.
I 1998 havde snowscoots allerede været på pister i 10 forskellige lande, og de første internationale konkurrencer, herunder verdensmesterskaber i snowscoot, blev organiseret. Nationale foreninger for denne vintersportsgren opstod i flere lande.
Teknikken til at mestre nedkørsler på en snowscoot er betydeligt mere kompleks end på et snowboard. Man bør have en vis erfaring med skiløb for at begynde med snowscoot. Hastigheden kan blive ekstrem, og snowscootens reaktion på ujævnheder, bump og hop kan være uforudsigelig. Det er ikke ualmindeligt, at atleten og snowscooten “mister hinanden” under et hop og lander hver for sig.
Ifølge mange entusiaster for vintersportsdisciplinen er snowscoot nok den mest ekstreme form for “downhill”, og den har en høj risiko for skader.
En beslægtet disciplin er skibiking. Dette bruger en “skicykel” til hurtige nedkørsler – også kendt som Snow Bike, Skibob, Skike eller Skicycle. At køre på sådan en cykel er lettere, end det ser ud, og den er ret stabil ved høje hastigheder. Faktisk kan man lave en skibike selv i sin egen garage.
Snow Kayaking
Kajakentusiaster, der normalt padler på floder med strømfald, har også fundet måder at nyde vinteren på.
Snow Kayaking eller boating (Snow Kayaking) er en disciplin, hvor man kører ned ad snedækkede skråninger i specielle kajakker. Atleten sidder i kajakken med en almindelig pagaj, som bruges til at styre under den hurtige nedfart.
Videooptagelser af disse nedkørsler imponerer med deres hastigheder og atleternes færdigheder. Ikke kun overvinder de stejle skråninger, klipper og hop, men de udfører også akrobatiske tricks undervejs.
Snow Kayaking er først og fremmest en passion for dedikerede entusiaster, der er engagerede i denne ekstreme sport. Dog kunne det tænkes, at disciplinen i fremtiden vil opnå en professionel status. Det blev først officielt anerkendt som sport i 2002, og det første verdensmesterskab fandt sted i Østrig i 2007.
Vi vil også gerne nævne skikjøring, en spektakulær vintersport, der fortjener en separat artikel.